Browsing Tag

rejse

Livsstil, Rejser, Steder

Australien – om planlægningen til den store rejse!

At rejse i 5 uger i et nyt (stort) land – kræver lidt planlægning. Jeg vil i dette indlæg fortælle lidt om hvordan ideen opstod og om forberedelserne og planlægningen til den store tur. Jeg planlægger altid mine, og vores rejser efter den ideologi at jeg skal kunne slappe af og nyde det derude, men stadig vide at jeg får det bedste og mest værdifulde ud af det. Jeg ved godt at det måske er en stor kliche – men ikke desto mindre så mener jeg faktisk at forberedelserne og planlægningen er halvdelen af turen. Jeg elsker – som i ELSKER den del af det. Jo mere jeg kender til og har suget til mig af viden om de forskellige steder – jo mere slapper jeg af og nyder det derude.

Jeg har drømt om det her længe…. meget længe. At vende tilbage til det fantastiske land Australien. At vise min familie hvad jeg blev så forelsket i – dengang – tilbage i år 2000. Tiden var en anden dengang. Jeg var fri. Havde kun mig selv og min rygsæk. Jeg nød friheden og sugede Australien til mig. Nu er tiden endelig kommet til at vende tilbage og jeg behøver ikke sige hvor spændt jeg er vel? 🙂 Har du været I Australien – så tror jeg at du forstår mine følelser.

Jeg er mange gange blevet spurgt hvordan vi har planlagt turen og hvordan det hele blev en realitet. Her vil jeg tage jer med en tur igennem vores tanker og hele planlægningen og så bliver det jo egentlig spændende at sammenligne teori og praksis 🙂

Beslutningen om en længere rejse blev taget – en dag i april 2016. Nu blev forskellige muligheder og drømme diskuteret og jeg lover jer der var mange kombinationer og destinationer i spil. Jeg håber vi alligevel kommer igennem mange af dem senere – drømmen om at rejse flere steder er i hvert fald plantet nu 🙂 Min mand, der ikke har rejst på samme måde som mig, var i starten meget tilbageholdende overfor Australien (mest på grund af alle de farlige dyr) og var meget mere åben overfor New Zealand. Jeg har været begge steder og ville også meget gerne vise min familie smukke og overvældende NZ.

Vi tog til foredrag om både New Zealand og Australien. For at det ikke kun skulle være min (noget farvede :)) beretning om de to lande der skulle afgøre destinationen, valgte vi at tage med til et foredrag om hvert land. Der findes flere rundt omkring i landet, men vi valgte de gratis foredrag hos MyPlanet i Århus. MyPlanet er specialiserede i Australien- og New Zealand-rejser og det var meget vigtigt for os. Allerede efter fordraget om at rejse i New Zealand var vi enige om at det ikke var nu vi skulle det. Regnen og vores børns alder blev afgørende faktor. Selvom jeg jo ikke kan gøre noget ved de farlige dyr i Australien, så fik jeg (og MyPlanet :)) solgt ideen om Australien til min mand (kvindelist måske???). Nu skulle vi finde et egnet tidspunkt og ikke mindst ha økonomien på plads.

5 uger – var det vi landede på. Dels pga børnenes skole og dels pga vores ferie. Selvom vi tager børnene ud af skolen hen over juleferien (som er 14 dage) synes vi ikke at vi ville tage dem ud mere end 3 uger. Jeg må hellere lige indskyde at jeg generelt er meget imod at man tager sine børn ud af skolen ud over skoleferierne. Jeg synes de har så meget ferie at min holdning generelt er at man som familie må planlægge sine ferier indenfor den tid. Og nu gør vi det selv (!) hurra for dobbeltmoral! Jeg håber dog at kunne forsvare det lidt (!) med at der går så meget tid med julehygge i december måned og så kommer de til gengæld hjem med megen ny viden efter sådan en tur 🙂 5 uger blev det også fordi det var den ferie vi kunne tage fra vores jobs uden de store konsekvenser.

Nu kiggede vi på det økonomiske – hvad var realistisk? Hvad kunne vi gøre det for, hvor meget var vi villige til betale og hvad kunne rent praktisk lade sig gøre at spare op og hvor lang tid skulle vi bruge på det? Da vi ligesom havde taget stilling til økonomien, faldt de sidste brikker på plads og rammerne var sat. Vi ville bruge ca 150.000kr på turen (alt incl!), vi ville til Australien og vi ville afsted i julen 2017 – altså 1½ år efter drømmen spirrede. En utålmodig sjæl som mig synes jo det var uoverskueligt lang tid, men hold nu op hvor har det været hyggeligt og skønt at ha så meget tid til planlægning og forberedelser. Jeg har elsket det! og elsker det stadig!

Vi havde med det samme en meget god og tillidsfuld kontakt med Myplanet i Århus og var ikke et sekund i tvivl om at det skulle være dem der skulle være vores rejsepartner. Sammen med Rikke fra Myplanet fik vi lagt puslespillet og den overordnede rejseplan blev lagt. Rent praktisk gjorde vi det at vi skrev alle vores drømme og ønsker ned og udfra den liste fik vi lavet den realistiske rejseplan. I februar 2017 (altså 10 måneder før afgang) fik vi bestilt flybilletter og de vigtigste hoteller. Vi overvejede at gøre et stopover i Østen (Singapore eller Hongkong) på vejen ud eller hjem men blev meget hurtigt enige at om droppe den ide. Vi vil bruge AL den tid vi kan i Australien, det er jo det primære- og flyveturen er jeg slet ikke så nervøs for. Den bliver lang- ja, men ikke uoverskuelig og det klarer vi sagtens. Vi flyver med Singapore Airlines Billund-Frankfurt, Frankfurt-Singapore, Singapore-Brisbane og Brisbane-Cairns.

Vores overordnede tur i Australien var lagt og så nu således ud.

Vi tager afsted den 7. dec 2017 og lander i Billund igen præcis 5 uger senere.

Cairns – vi starter med 3 overnatninger på hotel. Incl en endagstur på Great Berrier reef.

Cairns – Brisbane 14 dage i Autocamper. Incl en endagstur til Fraser Island.

Fly Brisbane – Melbourne. 1 enkelt overnatning i Melbourne og derefter 6 dages billeje og hoteller fra Melbourne – Adelaide.

Fra Adelaide købte vi en 2 dages tur til Kangaroo Island.

Sidste men ikke mindst fly fra Adelaide – Sydney hvor vi vil bo 6 nætter på hotel i byen.

My Planet kom med forslag til hoteller og sørgede for bookning af både hoteller og de tre ture vi havde købt. Nu elsker jeg jo selv det her planlægning og gik også straks i gang med at søge hoteller og finde præcis de hoteller der gav mig den helt rigtige mavefornemmelse (I know 🙂 haha). Det var ikke noget problem at ændre og Rikke er bare en fantastisk rådgiver.

Når nu det overordnede var på plads kunne jeg dykke nærmere ned i den detaljerede planlægning og her åbnede sig jo virkelig den helt STORE verden. Jeg googlede, jeg læste blogs, jeg fandt inspiration og billeder alle steder og vi er jo ikke taget afsted endnu 🙂 så jeg er stadig i den fase, det er SÅ hyggeligt og sjovt og spændingen stiger og stiger.

Tanker og ideeer om den sidste planlægning følger 🙂

Dejlig efterårsdag til dig og gør dine drømme til virkelighed.

 

Kærligst Helle

 

 

 

Livsstil, Mad, Rejser, Steder

Familie weekend i Paris 

Efteråret er lige begyndt med alt hvad det indebærer. Regn, blæst, vind i håret, stearinlys og masser af indendørshygge! For mig betyder det heldigvis også drømme og rejseplanlægning!

Har du planer om en forårstur til Paris med børnene, så vil jeg her komme med et par af de gode råd som vi fik inden vores tur og havde stor gavn af. Jeg bruger selv rigtig meget bloggere når jeg selv søger gode råd til fx rejser. Man finder altså mange skønne og værdifulde blogindlæg derude. Ingen af os havde været i Paris før, så det krævede lidt forarbejde.

Find det rigtige hotel der dækker alle jeres ønsker, behov og budget.

Jeg bruger meget tid på at finde præcis det hotel der skal danne rammerne for vores ferier. Jeg går efter at finde et lille autentisk hotel. Vi boede 3 nætter på et lille hotel i det 10.arr, tæt på Place de Republique. Det passede godt til vores weekend i Paris fordi det opfyldte vores behov. Vi havde et familieværelse, hotellet ligger roligt og centralt, vi havde ikke behov for mad på hotellet og det passede vores budget for den weekend.

Planlæg – men heller ikke for meget.

Vi havde kun 3 hele dage i byen og som sagt havde vi ikke været her før. For at både vi og børene fik det optimale ud af weekenden havde jeg sat et par ting på min to-do-liste som jeg ikke ville gå glip af og så havde jeg ellers rigeligt med foreslag til aktiviteter og seværdigheder for børnene. På den måde kunne vi tage tingene lidt som vi havde lyst til og jeg kunne nemt lægge planer for dagen hvor alle havde fået et “ønske” opfyldt.

Med gode anbefalinger til en weekend i Paris var vi klar.

Hop on and off- busserne der kører over hele byen i forskellige ruter. Vi valgte at købe et turpas til 2 dage. Det viste sig dog at være for meget. Selvom det er en dejlig måde at få et overblik over en ny by på, så blev vi også bare træt af støjende biler og busser da vi for det meste sad på øverste dæk på turene igennem byen. Vi brugte første dag på den måde, hoppede af og på efter hvad vi havde lyst til. Allerede 2. dag valgte vi at bruge meget mindre tid på transport (vi brugte metroen) og mere tid i de enkelte bydele. Vi nød virkelig roen og den afslappende stemning vi mødte i de små hyggelige gader i Paris. Her blev det præcis som jeg havde forestillet mig en dag i Paris – små lækre kulinariske oplevelser igennem dagen, storslående oplevelser og masser af sydlandsk stemning.

Vi besøgte det skønne Montmartre og selvfølgelig Sacre Coeur der ligger der på toppen med udsigt over hele byen. Vi var forbi Tuileries Haverne og Louvre. Vi gik tur langs Seinen og oplevede byen fra den vinkel. Vi var selvfølgelig en tur forbi Eiffeltårnet. Vi spiste de lækreste vafler, macarons og oste i Rue de Martyrs – kun din appetit sætter grænser her.

Man kan simpelthen ikke snakke om Paris uden at det kommer til at handle om mad og  jeg bliver nødt til at nævne den lækreste morgenmadscafe jeg nogensinde har besøgt. Den hedder Holybelly og ligger i det 10.arr. Billederne taler for sig selv – men kom tidligt! Cafeen åbner kl 10 og i weekenderne er der altid en lang kø. Cafeen er ikke så stor, så hvis du ikke kommer ind i første omgang får du en tid hvor du kan komme tilbage (det går jo bare ikke når man er sulten kl 10 vel?) – vi var der altid kl 9:30 og det var helt sikkert hele ventetiden værd.


Vi havde en helt igennem fantastisk weekend i Paris og vi var alle 4 meget begejstrede. Vi vender helt sikkert tilbage og forhåbentlig om ikke  alt for længe.

Har du selv nogle gode tips til en storby ferie eller måske endda gode insider tips til vores næste tur til Paris? Hit me.

Skøn efterårshygge til jer alle derude- jeg er super fan af efterår!

Kærligst Helle