Browsing Tag

Australien

Rejser

Cape Hillsborough

Når vi rejser, uanset om det er i Danmark eller udlandet, bruger jeg rigtig meget tid på at forberede mig. Jeg opsnuser de bedste tips, søger den mest autentiske oplevelse i netop det område vi skal besøge og jeg elsker at fordybe mig uanset om det gælder kultur, oplevelser, gastronomi eller overnatningsmuligheder. Jeg søger gerne unikke destinationer og finder min inspiration hos lokale eller andre rejsende der beretter.

Nu vil jeg begynde at dele mine oplevelser med jer. Håber I vil tage godt imod og lade jer inspirere. For mig handler det om at fortælle historien igennem mine billeder og personlige beretninger.

Turen i min rejsebog starter i dag i Queensland i det nordlige Australien.

Et lokalt tip fra en nordmand, nu bosat i Brisbane, førte os til denne skønne plet. Det krævede nogle flere timers kørsel, men det var uden tvivl det hele værd. Formålet med denne ekstra overnatning var at opleve kænguruer på stranden i solopgangen.

Kænguruerne kommer op på stranden om morgenen inden solopgang for at spise de små salte mangroveskud og forsvinder igen efter solopgang. Her får du en helt magisk oplevelse. Du står op kl 4:30 om morgenen. Forestil dig at ca 20 kænguruer går helt stille rundt på stranden. Her er ro, solen farver himlen i baggrunden, først den fineste lyserøde-, senere den mere lyse orange farve. Der bliver hvisket lidt blandt de få mennesker der er mødt op, ellers er her den dybeste ro. Med stor respekt for dyrene og naturens smukke væsen suger du oplevelsen til dig og nyder det spil du er vidne til. Der er ægte kænguru fight, nysgerrige unger og unger der gemmer sig i pungen på moren. Bestemt en af de største oplevelser på vores 5 ugers rejse.
Det var også her vi skulle opleve at møde en slange. Den historie vil jeg ikke fortælle her, men en sjov oplevelse at se en frygt i øjnene på den måde. Det er jo også netop den slags oplevelser man husker og griner af senere.

Du kan parkere din camper eller slå dit telt op nærmest direkte på stranden. Kun et smalt levende hegn skiller dig fra stranden og vandkanten. Her kan du sidde i det fri og spise dine måltider side om side med de kænguruer der bor fast på pladsen. Du kan komme helt tæt på de store spændende dyr, dog ikke røre. De lever frit men holder til i området og er med til at gøre den her park endnu mere unik. Der er rig mulighed for masser af naturoplevelser indenfor gåafstand.

Går du ca 1 km op i skoven kommer du til et lookout – meget smukt syn udover stranden og bjergene i baggrunden. På vejen derop går du ad smalle stier i mangroveskoven, lidt udfordrende terræn, men spændende. Her kan ses og høres rigtig mange kæmpestore firben, ca 40-50 cm lange, Det gav mig en følelse af at være meget lille i en stor stor verden. Jeg er en meget blød person og den her slags oplevelser kan faktisk trække tårer i øjenkrogen hos mig. Jeg føler mig SÅ taknemlig når jeg står sådan et sted som her.

Min mand havde den sjoveste oplevelse her midt om natten. Selvom camperen havde eget toilet brugte vi det aldrig. Om natten da en af børnene skulle op at tisse trådte de ud af camperen og stod bogstaveligt talt og stirrede en kænguru direkte i øjnene. En sjov oplevelse der var med til at sætte det her sted meget højt på vores oplevelsesliste.

Generelt er det en rigtig god ide at benytte sig af de fælles faciliteter på de campsites man besøger i Australien. På den måde kommer man hurtigt i kontakt med de lokale rejsende og andre turister der tit har sjove oplevelser at dele ud af. Vi er taknemmelige for netop denne oplevelse og vil til enhver tid anbefale at lægge vejen forbi hvis det er muligt på turen op eller ned ad østkysten i det store fascinerende Australien.

Se mere om Cape Hillsborough her

Livsstil, Rejser, Steder

Australien – om planlægningen til den store rejse!

At rejse i 5 uger i et nyt (stort) land – kræver lidt planlægning. Jeg vil i dette indlæg fortælle lidt om hvordan ideen opstod og om forberedelserne og planlægningen til den store tur. Jeg planlægger altid mine, og vores rejser efter den ideologi at jeg skal kunne slappe af og nyde det derude, men stadig vide at jeg får det bedste og mest værdifulde ud af det. Jeg ved godt at det måske er en stor kliche – men ikke desto mindre så mener jeg faktisk at forberedelserne og planlægningen er halvdelen af turen. Jeg elsker – som i ELSKER den del af det. Jo mere jeg kender til og har suget til mig af viden om de forskellige steder – jo mere slapper jeg af og nyder det derude.

Jeg har drømt om det her længe…. meget længe. At vende tilbage til det fantastiske land Australien. At vise min familie hvad jeg blev så forelsket i – dengang – tilbage i år 2000. Tiden var en anden dengang. Jeg var fri. Havde kun mig selv og min rygsæk. Jeg nød friheden og sugede Australien til mig. Nu er tiden endelig kommet til at vende tilbage og jeg behøver ikke sige hvor spændt jeg er vel? 🙂 Har du været I Australien – så tror jeg at du forstår mine følelser.

Jeg er mange gange blevet spurgt hvordan vi har planlagt turen og hvordan det hele blev en realitet. Her vil jeg tage jer med en tur igennem vores tanker og hele planlægningen og så bliver det jo egentlig spændende at sammenligne teori og praksis 🙂

Beslutningen om en længere rejse blev taget – en dag i april 2016. Nu blev forskellige muligheder og drømme diskuteret og jeg lover jer der var mange kombinationer og destinationer i spil. Jeg håber vi alligevel kommer igennem mange af dem senere – drømmen om at rejse flere steder er i hvert fald plantet nu 🙂 Min mand, der ikke har rejst på samme måde som mig, var i starten meget tilbageholdende overfor Australien (mest på grund af alle de farlige dyr) og var meget mere åben overfor New Zealand. Jeg har været begge steder og ville også meget gerne vise min familie smukke og overvældende NZ.

Vi tog til foredrag om både New Zealand og Australien. For at det ikke kun skulle være min (noget farvede :)) beretning om de to lande der skulle afgøre destinationen, valgte vi at tage med til et foredrag om hvert land. Der findes flere rundt omkring i landet, men vi valgte de gratis foredrag hos MyPlanet i Århus. MyPlanet er specialiserede i Australien- og New Zealand-rejser og det var meget vigtigt for os. Allerede efter fordraget om at rejse i New Zealand var vi enige om at det ikke var nu vi skulle det. Regnen og vores børns alder blev afgørende faktor. Selvom jeg jo ikke kan gøre noget ved de farlige dyr i Australien, så fik jeg (og MyPlanet :)) solgt ideen om Australien til min mand (kvindelist måske???). Nu skulle vi finde et egnet tidspunkt og ikke mindst ha økonomien på plads.

5 uger – var det vi landede på. Dels pga børnenes skole og dels pga vores ferie. Selvom vi tager børnene ud af skolen hen over juleferien (som er 14 dage) synes vi ikke at vi ville tage dem ud mere end 3 uger. Jeg må hellere lige indskyde at jeg generelt er meget imod at man tager sine børn ud af skolen ud over skoleferierne. Jeg synes de har så meget ferie at min holdning generelt er at man som familie må planlægge sine ferier indenfor den tid. Og nu gør vi det selv (!) hurra for dobbeltmoral! Jeg håber dog at kunne forsvare det lidt (!) med at der går så meget tid med julehygge i december måned og så kommer de til gengæld hjem med megen ny viden efter sådan en tur 🙂 5 uger blev det også fordi det var den ferie vi kunne tage fra vores jobs uden de store konsekvenser.

Nu kiggede vi på det økonomiske – hvad var realistisk? Hvad kunne vi gøre det for, hvor meget var vi villige til betale og hvad kunne rent praktisk lade sig gøre at spare op og hvor lang tid skulle vi bruge på det? Da vi ligesom havde taget stilling til økonomien, faldt de sidste brikker på plads og rammerne var sat. Vi ville bruge ca 150.000kr på turen (alt incl!), vi ville til Australien og vi ville afsted i julen 2017 – altså 1½ år efter drømmen spirrede. En utålmodig sjæl som mig synes jo det var uoverskueligt lang tid, men hold nu op hvor har det været hyggeligt og skønt at ha så meget tid til planlægning og forberedelser. Jeg har elsket det! og elsker det stadig!

Vi havde med det samme en meget god og tillidsfuld kontakt med Myplanet i Århus og var ikke et sekund i tvivl om at det skulle være dem der skulle være vores rejsepartner. Sammen med Rikke fra Myplanet fik vi lagt puslespillet og den overordnede rejseplan blev lagt. Rent praktisk gjorde vi det at vi skrev alle vores drømme og ønsker ned og udfra den liste fik vi lavet den realistiske rejseplan. I februar 2017 (altså 10 måneder før afgang) fik vi bestilt flybilletter og de vigtigste hoteller. Vi overvejede at gøre et stopover i Østen (Singapore eller Hongkong) på vejen ud eller hjem men blev meget hurtigt enige at om droppe den ide. Vi vil bruge AL den tid vi kan i Australien, det er jo det primære- og flyveturen er jeg slet ikke så nervøs for. Den bliver lang- ja, men ikke uoverskuelig og det klarer vi sagtens. Vi flyver med Singapore Airlines Billund-Frankfurt, Frankfurt-Singapore, Singapore-Brisbane og Brisbane-Cairns.

Vores overordnede tur i Australien var lagt og så nu således ud.

Vi tager afsted den 7. dec 2017 og lander i Billund igen præcis 5 uger senere.

Cairns – vi starter med 3 overnatninger på hotel. Incl en endagstur på Great Berrier reef.

Cairns – Brisbane 14 dage i Autocamper. Incl en endagstur til Fraser Island.

Fly Brisbane – Melbourne. 1 enkelt overnatning i Melbourne og derefter 6 dages billeje og hoteller fra Melbourne – Adelaide.

Fra Adelaide købte vi en 2 dages tur til Kangaroo Island.

Sidste men ikke mindst fly fra Adelaide – Sydney hvor vi vil bo 6 nætter på hotel i byen.

My Planet kom med forslag til hoteller og sørgede for bookning af både hoteller og de tre ture vi havde købt. Nu elsker jeg jo selv det her planlægning og gik også straks i gang med at søge hoteller og finde præcis de hoteller der gav mig den helt rigtige mavefornemmelse (I know 🙂 haha). Det var ikke noget problem at ændre og Rikke er bare en fantastisk rådgiver.

Når nu det overordnede var på plads kunne jeg dykke nærmere ned i den detaljerede planlægning og her åbnede sig jo virkelig den helt STORE verden. Jeg googlede, jeg læste blogs, jeg fandt inspiration og billeder alle steder og vi er jo ikke taget afsted endnu 🙂 så jeg er stadig i den fase, det er SÅ hyggeligt og sjovt og spændingen stiger og stiger.

Tanker og ideeer om den sidste planlægning følger 🙂

Dejlig efterårsdag til dig og gør dine drømme til virkelighed.

 

Kærligst Helle