Browsing Category

Rejser

Livsstil, Rejser, Steder

Australien – om planlægningen til den store rejse!

At rejse i 5 uger i et nyt (stort) land – kræver lidt planlægning. Jeg vil i dette indlæg fortælle lidt om hvordan ideen opstod og om forberedelserne og planlægningen til den store tur. Jeg planlægger altid mine, og vores rejser efter den ideologi at jeg skal kunne slappe af og nyde det derude, men stadig vide at jeg får det bedste og mest værdifulde ud af det. Jeg ved godt at det måske er en stor kliche – men ikke desto mindre så mener jeg faktisk at forberedelserne og planlægningen er halvdelen af turen. Jeg elsker – som i ELSKER den del af det. Jo mere jeg kender til og har suget til mig af viden om de forskellige steder – jo mere slapper jeg af og nyder det derude.

Jeg har drømt om det her længe…. meget længe. At vende tilbage til det fantastiske land Australien. At vise min familie hvad jeg blev så forelsket i – dengang – tilbage i år 2000. Tiden var en anden dengang. Jeg var fri. Havde kun mig selv og min rygsæk. Jeg nød friheden og sugede Australien til mig. Nu er tiden endelig kommet til at vende tilbage og jeg behøver ikke sige hvor spændt jeg er vel? 🙂 Har du været I Australien – så tror jeg at du forstår mine følelser.

Jeg er mange gange blevet spurgt hvordan vi har planlagt turen og hvordan det hele blev en realitet. Her vil jeg tage jer med en tur igennem vores tanker og hele planlægningen og så bliver det jo egentlig spændende at sammenligne teori og praksis 🙂

Beslutningen om en længere rejse blev taget – en dag i april 2016. Nu blev forskellige muligheder og drømme diskuteret og jeg lover jer der var mange kombinationer og destinationer i spil. Jeg håber vi alligevel kommer igennem mange af dem senere – drømmen om at rejse flere steder er i hvert fald plantet nu 🙂 Min mand, der ikke har rejst på samme måde som mig, var i starten meget tilbageholdende overfor Australien (mest på grund af alle de farlige dyr) og var meget mere åben overfor New Zealand. Jeg har været begge steder og ville også meget gerne vise min familie smukke og overvældende NZ.

Vi tog til foredrag om både New Zealand og Australien. For at det ikke kun skulle være min (noget farvede :)) beretning om de to lande der skulle afgøre destinationen, valgte vi at tage med til et foredrag om hvert land. Der findes flere rundt omkring i landet, men vi valgte de gratis foredrag hos MyPlanet i Århus. MyPlanet er specialiserede i Australien- og New Zealand-rejser og det var meget vigtigt for os. Allerede efter fordraget om at rejse i New Zealand var vi enige om at det ikke var nu vi skulle det. Regnen og vores børns alder blev afgørende faktor. Selvom jeg jo ikke kan gøre noget ved de farlige dyr i Australien, så fik jeg (og MyPlanet :)) solgt ideen om Australien til min mand (kvindelist måske???). Nu skulle vi finde et egnet tidspunkt og ikke mindst ha økonomien på plads.

5 uger – var det vi landede på. Dels pga børnenes skole og dels pga vores ferie. Selvom vi tager børnene ud af skolen hen over juleferien (som er 14 dage) synes vi ikke at vi ville tage dem ud mere end 3 uger. Jeg må hellere lige indskyde at jeg generelt er meget imod at man tager sine børn ud af skolen ud over skoleferierne. Jeg synes de har så meget ferie at min holdning generelt er at man som familie må planlægge sine ferier indenfor den tid. Og nu gør vi det selv (!) hurra for dobbeltmoral! Jeg håber dog at kunne forsvare det lidt (!) med at der går så meget tid med julehygge i december måned og så kommer de til gengæld hjem med megen ny viden efter sådan en tur 🙂 5 uger blev det også fordi det var den ferie vi kunne tage fra vores jobs uden de store konsekvenser.

Nu kiggede vi på det økonomiske – hvad var realistisk? Hvad kunne vi gøre det for, hvor meget var vi villige til betale og hvad kunne rent praktisk lade sig gøre at spare op og hvor lang tid skulle vi bruge på det? Da vi ligesom havde taget stilling til økonomien, faldt de sidste brikker på plads og rammerne var sat. Vi ville bruge ca 150.000kr på turen (alt incl!), vi ville til Australien og vi ville afsted i julen 2017 – altså 1½ år efter drømmen spirrede. En utålmodig sjæl som mig synes jo det var uoverskueligt lang tid, men hold nu op hvor har det været hyggeligt og skønt at ha så meget tid til planlægning og forberedelser. Jeg har elsket det! og elsker det stadig!

Vi havde med det samme en meget god og tillidsfuld kontakt med Myplanet i Århus og var ikke et sekund i tvivl om at det skulle være dem der skulle være vores rejsepartner. Sammen med Rikke fra Myplanet fik vi lagt puslespillet og den overordnede rejseplan blev lagt. Rent praktisk gjorde vi det at vi skrev alle vores drømme og ønsker ned og udfra den liste fik vi lavet den realistiske rejseplan. I februar 2017 (altså 10 måneder før afgang) fik vi bestilt flybilletter og de vigtigste hoteller. Vi overvejede at gøre et stopover i Østen (Singapore eller Hongkong) på vejen ud eller hjem men blev meget hurtigt enige at om droppe den ide. Vi vil bruge AL den tid vi kan i Australien, det er jo det primære- og flyveturen er jeg slet ikke så nervøs for. Den bliver lang- ja, men ikke uoverskuelig og det klarer vi sagtens. Vi flyver med Singapore Airlines Billund-Frankfurt, Frankfurt-Singapore, Singapore-Brisbane og Brisbane-Cairns.

Vores overordnede tur i Australien var lagt og så nu således ud.

Vi tager afsted den 7. dec 2017 og lander i Billund igen præcis 5 uger senere.

Cairns – vi starter med 3 overnatninger på hotel. Incl en endagstur på Great Berrier reef.

Cairns – Brisbane 14 dage i Autocamper. Incl en endagstur til Fraser Island.

Fly Brisbane – Melbourne. 1 enkelt overnatning i Melbourne og derefter 6 dages billeje og hoteller fra Melbourne – Adelaide.

Fra Adelaide købte vi en 2 dages tur til Kangaroo Island.

Sidste men ikke mindst fly fra Adelaide – Sydney hvor vi vil bo 6 nætter på hotel i byen.

My Planet kom med forslag til hoteller og sørgede for bookning af både hoteller og de tre ture vi havde købt. Nu elsker jeg jo selv det her planlægning og gik også straks i gang med at søge hoteller og finde præcis de hoteller der gav mig den helt rigtige mavefornemmelse (I know 🙂 haha). Det var ikke noget problem at ændre og Rikke er bare en fantastisk rådgiver.

Når nu det overordnede var på plads kunne jeg dykke nærmere ned i den detaljerede planlægning og her åbnede sig jo virkelig den helt STORE verden. Jeg googlede, jeg læste blogs, jeg fandt inspiration og billeder alle steder og vi er jo ikke taget afsted endnu 🙂 så jeg er stadig i den fase, det er SÅ hyggeligt og sjovt og spændingen stiger og stiger.

Tanker og ideeer om den sidste planlægning følger 🙂

Dejlig efterårsdag til dig og gør dine drømme til virkelighed.

 

Kærligst Helle

 

 

 

Livsstil, Mad, Rejser, Steder

Familie weekend i Paris 

Efteråret er lige begyndt med alt hvad det indebærer. Regn, blæst, vind i håret, stearinlys og masser af indendørshygge! For mig betyder det heldigvis også drømme og rejseplanlægning!

Har du planer om en forårstur til Paris med børnene, så vil jeg her komme med et par af de gode råd som vi fik inden vores tur og havde stor gavn af. Jeg bruger selv rigtig meget bloggere når jeg selv søger gode råd til fx rejser. Man finder altså mange skønne og værdifulde blogindlæg derude. Ingen af os havde været i Paris før, så det krævede lidt forarbejde.

Find det rigtige hotel der dækker alle jeres ønsker, behov og budget.

Jeg bruger meget tid på at finde præcis det hotel der skal danne rammerne for vores ferier. Jeg går efter at finde et lille autentisk hotel. Vi boede 3 nætter på et lille hotel i det 10.arr, tæt på Place de Republique. Det passede godt til vores weekend i Paris fordi det opfyldte vores behov. Vi havde et familieværelse, hotellet ligger roligt og centralt, vi havde ikke behov for mad på hotellet og det passede vores budget for den weekend.

Planlæg – men heller ikke for meget.

Vi havde kun 3 hele dage i byen og som sagt havde vi ikke været her før. For at både vi og børene fik det optimale ud af weekenden havde jeg sat et par ting på min to-do-liste som jeg ikke ville gå glip af og så havde jeg ellers rigeligt med foreslag til aktiviteter og seværdigheder for børnene. På den måde kunne vi tage tingene lidt som vi havde lyst til og jeg kunne nemt lægge planer for dagen hvor alle havde fået et “ønske” opfyldt.

Med gode anbefalinger til en weekend i Paris var vi klar.

Hop on and off- busserne der kører over hele byen i forskellige ruter. Vi valgte at købe et turpas til 2 dage. Det viste sig dog at være for meget. Selvom det er en dejlig måde at få et overblik over en ny by på, så blev vi også bare træt af støjende biler og busser da vi for det meste sad på øverste dæk på turene igennem byen. Vi brugte første dag på den måde, hoppede af og på efter hvad vi havde lyst til. Allerede 2. dag valgte vi at bruge meget mindre tid på transport (vi brugte metroen) og mere tid i de enkelte bydele. Vi nød virkelig roen og den afslappende stemning vi mødte i de små hyggelige gader i Paris. Her blev det præcis som jeg havde forestillet mig en dag i Paris – små lækre kulinariske oplevelser igennem dagen, storslående oplevelser og masser af sydlandsk stemning.

Vi besøgte det skønne Montmartre og selvfølgelig Sacre Coeur der ligger der på toppen med udsigt over hele byen. Vi var forbi Tuileries Haverne og Louvre. Vi gik tur langs Seinen og oplevede byen fra den vinkel. Vi var selvfølgelig en tur forbi Eiffeltårnet. Vi spiste de lækreste vafler, macarons og oste i Rue de Martyrs – kun din appetit sætter grænser her.

Man kan simpelthen ikke snakke om Paris uden at det kommer til at handle om mad og  jeg bliver nødt til at nævne den lækreste morgenmadscafe jeg nogensinde har besøgt. Den hedder Holybelly og ligger i det 10.arr. Billederne taler for sig selv – men kom tidligt! Cafeen åbner kl 10 og i weekenderne er der altid en lang kø. Cafeen er ikke så stor, så hvis du ikke kommer ind i første omgang får du en tid hvor du kan komme tilbage (det går jo bare ikke når man er sulten kl 10 vel?) – vi var der altid kl 9:30 og det var helt sikkert hele ventetiden værd.


Vi havde en helt igennem fantastisk weekend i Paris og vi var alle 4 meget begejstrede. Vi vender helt sikkert tilbage og forhåbentlig om ikke  alt for længe.

Har du selv nogle gode tips til en storby ferie eller måske endda gode insider tips til vores næste tur til Paris? Hit me.

Skøn efterårshygge til jer alle derude- jeg er super fan af efterår!

Kærligst Helle

Livsstil, Mad, Rejser, Steder

London´s best COFFEE

Uh det er længe siden…. igen! Det er bestemt ikke fordi lysten til at skrive ikke er her, men jeg har kastet mig ud i fotografiets kunst og det kræver al min opmærksomhed i de timer der ikke lige går med familie og job! Jeg er blevet så bidt af det, at jeg har kastet mig ud i diverse kurser og ikke mindst investeret i et nyt (og meget bedre!) kamera. Kan slet ikke vente med at komme i gang med det! Men det må jeg skrive om en anden gang.

Med en syg dreng hjemme i dag, har jeg lige set “Go´morgen Danmark”, der i dag bla handlede om bloggere og sponsoreret indlæg. Dette er IKKE noget sponsoreret indlæg (haha som om nogen nogensinde har tilbudt mig det!) – det er udelukkende min egen personlige mening og erfaring jeg taler om….. Men hvis nu Blue Crow Media, der står bag appen “LONDON´s best COFFEE” læser dette så sender jeg da gerne mit kontonr! Spøg til side, jeg synes det er fantastisk at så mange rent faktisk lever af deres blogs, bliv ved med det – I er til stor inspiration for os andre!

I starten af september måned var jeg på den årlige (ja det må man godt sige når det er tredje gang ik´?) venindetur til London, oh det føles allerede længe siden og jeg er klar til at tage afsted i morgen igen, hvis bare tiden og pengene var til det! Dette indlæg kommer i sin enkelhed til at handle om at finde de bedste kaffesteder i London. Jeg har sagt det før i dette indlæg, men når jeg besøger en storby vil jeg gerne trække det bedste jeg kan ud af byen, og jeg spilder helst ikke min tid på dårlig mad og kaffe hvis jeg med bare lidt research hjemmefra eller på stedet, kan få noget der er bedre! Når det er sagt, så er jeg jo også den meget spontane type, der helst ikke lægger en dæmper på de spontane oplevelser ved at planlægge alt for meget hjemmefra…. derfor synes jeg at denne app er som sendt fra himlen.

“London´s Best Coffee” app er en guide med et kort over byen, således at du til enhver tid kan spotte den bedste kop kaffe i nærheden af det sted du befinder dig. Når man ikke bor i byen kan det virke uoverskueligt (og tilfældigt) at finde et sted der ikke bare giver en god kop kaffe men også giver dig en særlig oplevelse med hjem. Vi brugte den flere gange i de tre dage vi havde i London i denne omgang og ikke én eneste gang skuffede den. Så hermed min bedste helt personlige anbefaling og et godt råd jeg gerne giver videre. Jeg vil helt sikkert bruge den igen når jeg besøger byen næste gang og jeg skal helt sikkert bruge det nye Coffee map Paris når jeg (forhåbentlig) besøger Paris i foråret.

Så er du på vej til London og er glad for kaffe… velbekomme!

Og til min skønne veninde der ikke drikker kaffe men fulgte med alligevel… undskyld, You are the Best! Men nu de kommet med en nyhed der må prøves næste gang…. London´s Best Hot Chocolate!

 

Kærligst Helle

  
 

Fotografi, Livsstil, Mad, Rejser, Steder

Bergen – 10 ting du ikke må gå glip af!


Jeg har en svaghed for det smukke land mod nord, men kan man næsten andet end at forelske sig i den storslået rå natur og det norske folkefærd? Jeg boede et år i Oslo tilbage i 1993 (ok, her følte jeg mig lidt gammel) og har heldigvis haft mulighed for at komme tilbage på besøg mange gange efter.

I dette indlæg vil jeg tage jer med en tur til Bergen, Norges næststørste og fantastisk smukke by.

Jeg er så super heldig at jeg har en skøn veninde som bor deroppe på 13. år og har derfor haft muligheden for at besøge hende og byen flere gange. 5 gange er det blevet til siden 2002, senest her i maj 2015 og jeg satser bestemt på at komme igen i 2016. Jamen, regner det ikke rigtig meget i Bergen? JO, men det opvejes af den smukke natur der omgiver byen. Fjorden, fjeldene, udsigten og ikke mindst de skønne karakteristiske huse i byens smalle gader. Selvfølgelig er der også goder ved regnvejr, der er nemlig flere muligheder for kaffe af den lækreste kvalitet i Bergen – lige min stil (!) og når det regner er det jo helt OK at sidde meeeeeget længe og hygge sig der! Bonusinfo: Det regner ca. 320 dage om året i Bergen, men paraplyer kan være ret så fotografiske (ja, jeg er optimist!) og jeg har faktisk ramt op til flere af de regnfrie dage under mine besøg. Lad ikke regnen snyde dig for et besøg i den smukke by mod NORD.

Der er mange grunde til at tage turen nordpå og her er min liste over 10 ting du ikke må gå glip af i Bergen:

  1. Fløibanen – ta en tur med fløibanen op på byens nærmeste fjeld og nyd den fantastiske udsigt over byen og de omkringliggende øer. På toppen er der flere vandre- eller løbestier og smukke søer. I stedet for at tage banen ned igen, vil jeg anbefale at gå. Her kan du virkelig nyde udsigten over byen, bryggen og de norske huse på fjeldsiden. Jeg har flere gange haft planer om at tage løbeskoene på og tage turen OP, men den tur har jeg stadig tilgode (!).
  2. Ulriken – ta gondolbanen de 640 meter op på det højeste af Bergens 7 fjelde. Her er så smukt og råt på samme tid. Gå lidt ind i fjeldet så finder du den smukkeste lille sø, med en fantastisk udsigt. Er du til fjeldvandring så er muligheden her i Bergen. Et af mine mål, for næste gang jeg kommer til byen, er at tage turen fra Ulriken til Fløyen. På med vandrestøvlerne og kaffekanden på ryggen!
  3. Spis fisk – på fisketorget midt i byen finder du masser af lækre fisk og skaldyr. I den nye moderne bygning på havnen kan du både se, købe og nyde alt godt fra havet. Det er også i denne bygning du finder turistinformationen – hvilket bringer mig videre til næste punkt.
  4. Fjordtur – fra fisketorget i Bergen sejler flere turbåde dagligt i sommerhalvåret. En tur igennem det mest fantastiske uspolerede landskab – der er mange ture at vælge imellem alt efter hvor lang tid du vil afsætte.
  5. KODE – Bergens kunstmuseum. Kunst og design i 4 bygninger i Bergen – og selvfølgelig kan du opleve Edvard Munch.
  6. Bryggen – et kulturminde, en historisk bydel på havnen med 61 fredede bygninger. Her finder du små butikker, kunstner-atelier og restauranter. Og så er der duften, her dufter af træ og tjære – det gør altså bare noget ved stemningen. Bonusinfo: Bryggen er med på UNESCOs liste over de mest bevaringsværdige kulturminder.
  7. Drik kaffe af den bedste kvalitet. Gå udenom kaffekæder og find de små hyggeligere kaffebarer med eget brænderi eller som i det mindste selv bestemmer hvor de vil købe deres kaffe. Det kan være svært når man ikke kender byen, det er noget af det jeg altid søger hjemmefra inden jeg besøger en ny storby og her kommer to (ja faktisk fire) steder, der bestemt er værd at besøge i Bergen. “Kaffemisjonen” (åh elsker norsk stavning!) og “Blom” – begge steder ligger i centrum, se mere her,  og “Bergens kaffebrenneri” BKB – kaffe fra eget brænderi, ligger to steder i byen, se mere her.
  8. Oplev byens specielle charme og atmosfære ved bare at gå rundt i de smalle gader på NORDNES halvøen og bydelen Bergenhus.
  9. Er du til musik, koncerter og teater. Besøg den smukke “Grieghallen” – jeg har ikke selv de store evner her, men nyder arkitekturen.
  10. Verftet – kulturhus med bar og café der ligger skønt på NORDNES halvøen. Se mere her.

Det her er jo bare noget af det jeg vil fremhæve, Bergen har meget mere at byde på. Se meget mere her.

Bergen er så meget andet end regn! God tur og tak fordi du gad læse med. Her er lidt billeder fra min sidste tur i maj 2015.

Kærligst Helle

 

  
  

  
  

      
  
  
  


  
  
  
  
  
  
  
  

Fotografi, Livsstil, Rejser, Steder

Club La Santa Sport – aktiv ferie når det er bedst

 photo LASANTA2014029_zpscd20137a.jpg

 photo LASANTA2014030_zps47909d25.jpg

 

Godmorgen – fra mit ferieparadis nr 1

Det er morgen, klokken er 8 og jeg er på vej ud på dagens første løbetur. Temperaturen er perfekt på dette tidspunkt i september. 4 km bliver det til, ikke mere, der skal være plads til træning igen senere på dagen. Om lidt er der morgengymnastik her ved poolen og så venter en lækker morgenbuffet i restauranten. Det her er ferie og afslapning for mig og min familie. Hvis ungerne er stået op tager de med på morgenløb (2-5 km) eller hygger sig på stadion. Nu er dagen ligesom skudt i gang og vi kan med en god følelse i kroppen ligge ved poolen hele eftermiddagen.

Stedet er CLUB LA SANTA SPORT på Lanzarote, det er 5. gang vi er her og det er intet mindre end ferieparadis for os – både med og uden børn. Vi har altid dyrket meget sport og var her første gang i 14 dage i 2005 – uden børn. Vi fik dyrket mere sport dengang ingen tvivl om det, men hvor er det bare sjovt at være her med børn -og afslappende. Der sker så meget for børn her og helt ærligt så er det fantastisk at være aktive sammen i perfekte rammer. Der er sket rigtig meget på Club La Santa siden 2005 – et wellness center  er kommet til – ny belægning på stadion – et helt nyt og stort cykelcenter, nyt 50 m svømmestadion, nyrenoverede lejligheder i det “gamle” kompleks og ikke mindst et helt nyt kompleks med hotellejligheder og restauranter designet af den danske arkitekt Henning Larsen. Det er så imponerende og indbydende. Jeg vil vise jer nogle billeder, kom med og se hvad det er der gør at vi – og mange andre – kommer tilbage år efter år. Se mere her

 

 photo LASANTA2014450_zps23451e73.jpg

 

 photo LASANTA2014439_zps14f63239.jpg

 

 photo LASANTA2014162_zps525542cf.jpg

 

 photo LASANTA2014158_zpscfa0c989.jpg

 

 photo LASANTA2014411_zps1408d9d9.jpg

 

 photo LASANTA2014176_zps86d6aa4f.jpg

 

Fotografi, Mad, Rejser, Steder

Berlin – en kulinarisk oplevelse

Er du, som jeg, kaffeelsker og vil gå meget langt for en GOD kop kaffe? Elsker du mad der overrasker, mad der ikke bare er et måltid men en oplevelse i sig selv? Så læs med her. Berlin er mange ting – men helt sikkert også en kulinarisk oplevelse. Dette indlæg handler om nogle spise- og kaffesteder som jeg bare MÅ dele med jer. Kender I nogle gode spise- eller kaffesteder i Berlin, som jeg MÅ prøve? Smid endelig en kommentar, så ville jeg blive glad.

  photo Berlinnov2014421_zps8b7cdae8.jpg

 

Det kulinariske Berlin

Hvis du, ligesom mig, ikke gider spilde din kostbare tid og måltider på dårlig kaffe og tilfældig (måske kedeligt) mad, så gør dig selv den tjeneste at undersøge hjemmefra hvor de bedste restauranter og kaffebarer er. Det er jo forskelligt hvad man kan li og mulighederne er mange.

2. gang jeg var i Berlin havde vi børn med og de af jer der har børn kender måske det der med at lige pludselig (!) er ungerne bare sultne eller tørstige og så kan det hele kun gå for langsomt…. Risikoen for at man ender op med noget tarveligt fastfood er ret stor og det gider jeg simpelthen ikke. Hver bydel har masser af lækre små og store spisesteder hvor man får fantastisk mad fra alle nationaliteter og i alle prisklasser. Jeg skrev alle de spisesteder og kaffebarer ned som jeg fandt spændende og som andre havde anbefalet, på den måde var der altid et sted rundt om hjørnet når trangen til pause lige pludselig meldte sig (også for mor og far!!!).

På instagram mødte jeg @kathrinebirkelund  – hun er en fantastisk pige  og så er hun en rigtig kaffeelsker, det kan jeg godt li. Jeg synes hun fangede byen på en skøn måde – den stemning ville jeg gerne finde.  Takket være hende har jeg drukket den skønneste kaffe i Berlin. Tak Kathrine!

 

Monsieur Vuong, Vietnamesisk streetfood restaurant, Alte Schönhauser Str.46, Mitte, simple men virkelig lækre retter og cocktails de har på menuen. Stedet er meget populært og jeg havde hørt at køen skulle være lang men det hele værd. Vi kom en lørdag eftermiddag ved 17 tiden (det blev en kombi frokost/aftensmad den dag) og vi ventede ikke meget mere end 10 minutter på et bord. Monsieur Vuong ligger i samme område som Hackesche Höfe, som bestemt er et besøg værd. Et baggårdsmiljø med masser af stemning.

 photo Berlin_zpsaa671803.jpg

 

The Barn Roastery, Schönhauser Allee 8, Mitte – ren og skær kaffenydelse på meget højt niveau. Første gang jeg skulle finde The Barn tror jeg vi brugte 1 time på det (ja, det der med husnumre i Berlin er et kapitel for sig selv)  – men det var absolut det hele værd – menukortet er ikke så stort, vi tog frokosten et andet sted og nød bare den udsøgte kaffe og noget kage her. Køb kaffebønner med hjem, så du kan forlænge den gode oplevelse lidt. Når du er i området alligevel så tag en velfortjent pause her.

 photo 2014-05-20_zps10e28517.jpg

 

Silo, Gabriel-Max-Strasse 4, Friedrichshain – Når nu vi er ved den gode kaffe, så er Silo helt sikkert et besøg værd. De brygger kaffe med bønner fra The Barn Roastery og her kan også købes kaffebønner med hjem. Super hyggeligt sted, med en fantastisk hyggelig og nordisk indretning der emmer af hygge og ro . Her var menukortet tilgengæld helt fantastisk synes jeg, jeg nærmest trillede derfra efter en stor lækker salat og selvfølgelig kaffe og kage (jeg skulle jo ha det hele med). Vi havde børnene med herinde og selvom cafeen nok mest er tiltænkt studerende og unge der kommer med deres laptops for at arbejde, så faldt vi allesammen ind i den hyggelige atmosfære og tog en velfortjent pause fra byen – det hjælper selvfølgelig når man er 5 år og både må få varm kakao, kage OG spille på mors telefon. Kan helt sikkert anbefales. Silo besøger du alligevel er ved East side gallery.

 photo eksporter1_zpsefb07c87.jpg

 

Volver, Tapas restaurant, Luisenstr. 41, Mitte – er du til autentisk spansk (andalusien – for at være mere præcis) stemning, så er denne lille hyggelige restaurant bestemt et besøg værd. Den ser måske ikke ud af så meget udefra, men når du kommer ind bliver du grebet af en autentisk atmosfære og du bliver budt på mange spændende variationer af tapas. Her tager du ind uden børn og nyder de mange spændende retter og gode vine i hyggelige omgivelser. Volver ligger både tæt på Tiergarten, Reichstag og Brandenburger Tor.

 photo Berlin redigeret_zpsxhjlddsp.jpg

 

Jeg bliver selvfølgelig også lige nødt til at nævne KaDeWe, Berlins mest luxuriøse stormagasin i Charlottenburg. Gå op på 6. etage i deres madafdeling og nyd synet af lækkerier fra hele verden, smag dig frem eller pluk det bedste ud og tag det med hjem. Du bliver ikke skuffet.

 photo 596_zps3179ee3c.jpg

Og der er selvfølgelig 1000 andre gode steder, men jeg er heller ikke færdig med Berlin!

De fleste af de her billeder er taget med iphone, så beklager kvaliteten, for fremtiden bruger jeg Canon EOS 1200D.

Velbekomme!